Månerejser

Her kan du læse lidt om månerejsen i 1960’erne. Månelandingen i 1969 er jo et af de største, hvis ikke den største bedrift af mennesket, vi vil her i dette afsnit prøve at give dig et indblik i hvordan det skete. Du kan bla. læse om selve baggrunden, rumkapløbet, forberedelsen og selvfølgelig kan du læse om selve månelandingen. God fornøjelse…

Baggrund - rumkapløbet
I perioden efter Anden Verdenskrig og langt frem i 1950erne levede den amerikanske befolkning i den sikre overbevisning om, at USA teknologisk set var verdens mest fremstående nation. Amerikanerne mente, at de var den kommunistiske verden overlegne.

Derfor kom det som et chok for USA, da russerne 4. oktober 1957 meddelte, at de havde sendt satellitten Sputnik i kredsløb omkring Jorden. Der var ikke alene tale om et prestigetab, men det gik op for amerikanerne, at når Sovjetunionen kunne bygge en raket, som satte en satellit i kredsløb, måtte de også kunne producere missiler, der kunne bringe atom- og brintbomber til springning over amerikanske byer, hvis den kolde krig blev varm.

Følelsen af afmagt blev endda forøget senere på året. 6 december (1957) skulle den amerikanske Vanguard-raket sendes i kredsløb. Opsendelsen blev vist i en direkte tv-udsendelse, men blev en fiasko, fordi raketten eksploderede kort tid efter den havde hævet sig over jorden.

I USA befandt tyskeren Wernher von Braun sig imidlertidig. Han var kendt som manden, der havde konstrueret den raket, som under navnet V-2 havde skabt rædsel under Anden Verdenskrig.

Sandsynligvis havde von Braun kunnet sende en satellit i kredsløb flere år tidligere. Men det havde han ikke fået lov til, fordi man ikke mente, at verdens første satellit skulle sendes op af en tidligere nazist.

Som følge af de ændrede omstændigheder fik han imidlertid nu chancen. 31. januar 1958 sendte von Braun den første amerikanske satellit - Explorer - i kredsløb omkring Jorden. Amerikanerne fik dermed lidt af deres selvrespekt tilbage. Pga. von Brauns bedrift blev han senere udnævnt som chefkonstruktør på måneraketten.

Først skulle amerikanerne imidlertid udsættes for en ny ydmygelse fra russisk side. Det skete 12. april 1961, hvor det blev meddelt, at Juri Gagarin i Vostok 1 som det første menneske havde været i kredsløb omkring Jorden. Endnu engang var Sovjetunionen kommet først.

På dette tidspunkt havde USA netop fået en ny præsident, demokraten John F. Kennedy. Efter 8 år med republikanerDwight D. Eisenhower ved magten var Kennedy gået til valg på, at han var ung, dynamisk og fornyende. Nu var tiden kommet til, at han skulle bevise dette.

Den 25. maj 1961 proklamerede Kennedy fra kongressens talerstol, at inden 1960erne var omme, ville USA have landsat et menneske på Månen. I den nære fremtid ville Sovjetunionen muligvis blive ved med at vinde små sejre i rumkapløbet. Men det store mål var at være den første nation, der fragtede et menneske til og fra Månen. Og det kapløb skulle vindes af USA, mente John F. Kennedy altså.

Hele måneprojektet kom til at koste 20 milliarder dollars. Et ufatteligt beløb. Men de særlige omstændigheder gjorde, at kongressen var villig til at give store bevillinger til projektet. Denne gang skulle Sovjetunionen ikke komme først!

Forberedelsen
Måneprojektet blev varetaget af NASA (The National Aeronautics and Space Administration). NASA var en civil organisation, der var grundlagt i 1958, og som hørte under staten. Meget af produktionen blev dog udliciteret til forskellige private virksomheder.

Selve hovedprojektet blev opdelt i flere delprojekter. Første etape var man allerede i gang med. Den kaldes Mercury og gik ud på at bringe en amerikaner i kredsløb omkring Jorden. Dette lykkedes 20. februar 1962, hvor John Glenn foretog 3 omløb omkring Jorden i rumkapslen Friendship 7.

Derefter fulgte Gemini-projektet. Dette fandt sted i perioden april 1964 til november 1966 og drejede sig om opsendelsen af topersoners rumkapsler. Formålet med Gemini var at høste erfaringer med menneskets reaktion på at opholde sig i rummet samt i at få kundskab om rumvandringer. Desuden var det vigtigt at lære at sammenkoble to objekter ude i verdensrummet.

Sideløbende med de bemandede opsendelser blev der sendt ubemandede sonder til Månen. De første af disse hed Ranger og blev opsendt fra januar 1963, indtil de blev afløst af Lunar Orbiter, som i perioden fra august 1966 til august 1967 foretog en total affotografering af hele Månens overflade.

Den endelige månerejse skulle sættes i gang via Apollo-projektet. En tretrins Saturn V raket skulle først bringe Apollo-kapslen i kredsløb med tre astronauter ombord 185 kilometer over Jordens overflade. Derefter skulle Apollo-modulet accelereres fri af Jordens tyngdekraft og herefter rejse de 384.000 kilometer til Månen, hvor det skulle gå i kredsløb.

Efter dette havde fundet sted gik to af astronauterne over i et månelandingsmodul, som nu løsnedes fra Apollo-kapslen og landede på Månens overflade. Efter et kort ophold på Månen vendte de to astronauter via et opstigningsmodul tilbage i kredsløb, hvor de koblede sammen med Apollo-kapslen.

Til sidst gik rejsen tilbage til Jorden. Der skulle astronauterne lande i Stillehavet, hvor et hangarskib ville opsamle dem og kapselen.

De første Apollo-opsendelser var uden mennesker ombord. Den første bemandede var planlagt til at finde sted 21. februar 1967. Som følge af et alvorligt uheld blev den imidlertid aflyst. Under en test af opsendelsesproceduren 27. januar samme år var der udbrudt brand i en Apollo-kabine. Dette havde kostet tre astronauter livet. Konsekvensen blev, at for at få klarlagt årsagerne til tragedien udsattes alt bemandet rumflyvning i 20 måneder.

Første bemandede Apollo-opsendelse var med Apollo 7 i oktober 1968. Denne efterfulgtes af Apollo 8, som i december måned samme år gik i kredsløb omkring Månen.

I begyndelsen af 1969 fulgte Apollo 9 og 10, som begge foretog forskellige afprøvninger af udstyret, inden den endelige landing skulle finde sted. Herefter følte NASA sig klar, til at indfri Kennedys løfte om en månelanding inden årtiet var omme.

Månelandingen
Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Destinationen var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins.

Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Den 21. juli kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet med de berømte ord: 'That's one small step for a man, one giant leap for mankind.'

USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Derefter tog de nogle stenprøver, hvorefter turen gik hjemad.

24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Ombord var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden.

Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade.

http://www.1960erne.dk/vemaanen.php