Månens bagside
Månens bagside, er den der altid henligger i
mørke set fra Jorden. Den er naturligvis belyst af Solen med regelmæssige
mellemrum – nemlig når vi har nymåne. Vi kan blot ikke se det her fra Jorden.
Indtil de første rumflyvninger til Månen har vi derfor intet anet om Månens
bagside.
Det er bestemt ikke
en tilfældighed, at Månens omløbsperiode om Jorden og Månens egen
rotationsperiode er ens. Det skyldes nemlig, at stofferne i Månens indre ikke
er helt så jævnt fordelt, som man kunne tænke. Den del af Månen der vender mod
Jorden, er tungere end den del, der vender væk. Oprindeligt roterede Månen
meget hurtigere, end den gør i dag. Men på grund af Månens noget asymmetriske
massefordeling, er Månen efterhånden blevet bremset så meget ned, så at den i
dag vender samme side mod Jorden hele tiden.
Geologisk set er
Månen død og har været det i millioner af år. Månen har ingen atmosfære til at
beskytte mod nedslag fra himmellegemer - kometer, meteoritter, asteroider osv.
- og det betyder, at Månen er oversået med kratere over hele overfladen. Når et
himmel-legeme rammer
overfladen, dannes en
trykbølge, som efterfølgende vil slynge en masse materiale ud til siden. Det
ses på afstand som lyse stråler fra centrum, netop noget, som kendetegner det
store, lyse Tycho krater på Månens sydlige halvkugle (som netop er opkaldt
efter Tycho Brahe).
Til højre ses det
første billede taget af Månes bagside.
Månen drejer ikke
rundt om sig selv. Den vender altid samme side mod os. I mange år lød den store
gåde: Hvad er der på den anden side af Månen? Men i 1959 fløj satelitten ‘LUNA
Astronauterne på
NASAs Apollo 8 var de første mennesker, der så Månens bagside. Det var Frank
Borman, James Lovell og William A. Anders, der den 20. december 1968 tog af
sted på den første bemandede rejse til et himmellegeme. De landede igen på
Jorden 27. december 1968 efter 10 omkredsninger af Månen.